Det var saa grueligt koldt; det sneede, og det begyndte at blive mørk Aften; det var ogsaa den sidste Aften i Aaret, Nytaarsaften. I denne Kulde og i dette Mørke gik paa Gaden en lille, fattig Pige med bart Hoved og nøgne Fødder; ja, hun havde jo rigtignok haft Tøfler paa, da hun kom hjemmefra; men hvad kunde det hjælpe! det var meget store Tøfler, hendes Moder havde sidst brugt dem, saa store vare de, og dem tabte den lille, da hun skyndte sig over Gaden, idet to Vogne for saa grueligt stærkt forbi; den ene Tøffel var ikke at finde, og den anden løb en Dreng med; han sagde, at den kunde han bruge til Vugge, naar han selv fik Børn.
Der gik nu den lille Pige paa de nøgne, smaa Fødder, der vare røde og blaa af Kulde; i et gammelt Forklæde holdt hun en Mængde Svovlstikker, og eet Bundt gik hun med i Haanden; ingen havde den hele Dag købt af hende; ingen havde givet hende en lille Skilling; sulten og forfrossen gik hun og saa saa forkuet ud, den lille Stakkel! Snefnokkene faldt i hendes lange, gule Haar, der krøllede saa smukt om Nakken, men den Stads tænkte hun rigtignok ikke paa. Ud fra alle Vinduer skinnede Lysene, og saa lugtede der i Gaden saa dejligt af Gaasesteg; det var jo Nytaarsaften, ja, det tænkte hun paa.
Henne i en Krog mellem to Huse, det ene gik lidt mere frem i Gaden end det andet, der satte hun sig og krøb sammen; de smaa Ben havde hun trukket op under sig, men hun frøs endnu mere, og hjem turde hun ikke gaa, hun havde jo ingen Svovlstikker solgt, ikke faaet en eneste Skilling, hendes Fader vilde slaa hende, og koldt var der ogsaa hjemme, de havde kun Taget lige over dem, og der peb Vinden ind, skønt der var stoppet Straa og Klude i de største Sprækker. Hendes smaa Hænder vare næsten ganske døde af Kulde. Ak! en lille Svovlstik kunde gøre godt. Turde hun bare trække een ud af Bundtet, stryge den mod Væggen og varme Fingrene. Hun trak een ud, »ritsch!« hvor sprudede den, hvor brændte den! det var en varm, klar Lue ligesom et lille Lys, da hun holdt Haanden om den; det var et underligt Lys! Den lille Pige syntes, hun sad foran en stor Jernkakkelovn med blanke Messingkugler og Messingtromle; Ilden brændte saa velsignet, varmede saa godt! nej, hvad var det! — Den lille strakte allerede Fødderne ud for ogsaa at varme disse, — da slukkedes Flammen, Kakkelovnen forsvandt, — hun sad med en lille Stump af den udbrændte Svovlstik i Haanden.
En ny blev strøget, den brændte, den lyste, og hvor Skinnet faldt paa Muren, blev denne gennemsigtig som et Flor; hun saa lige ind i Stuen, hvor Bordet stod dækket med en skinnende hvid Dug, med fint Porcelæn, og dejligt dampede den stegte Gaas, fyldt med Svedsker og Æbler! og hvad der endnu var prægtigere, Gaasen sprang fra Fadet, vraltede hen ad Gulvet med Gaffel og Kniv i Ryggen; lige hen til den fattige Pige kom den; da slukkedes Svovlstikken, og der var kun den tykke, kolde Mur at se.
Hun tændte en ny. Da sad hun under det dejligste Juletræ; det var endnu større og mere pyntet, end det, hun gennem Glasdøren havde set hos den rige Købmand nu sidste Jul; tusinde Lys brændte paa de grønne Grene, og brogede Billeder som de, der pynte Butiksvinduerne, saa ned til hende. Den lille strakte begge Hænder i Vejret — da slukkedes Svovlstikken; de mange Julelys gik højere og højere, hun saa, de vare nu de klare Stjerner, een af dem faldt og gjorde en lang Ildstribe paa Himlen.
»Nu dør der en!« sagde den lille, for gamle Mormor, som var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var død, havde sagt: Naar en Stjerne falder, gaar der en Sjæl op til Gud.
Hun strøg igen mod Muren en Svovlstik, den lyste rundt om, og i Glansen stod den gamle Mormor, saa klar, saa skinnende, saa mild og velsignet.
»Mormor!« raabte den lille, »o, tag mig med! jeg ved, du er borte, naar Svovlstikken gaar ud; borte ligesom den varme Kakkelovn, den dejlige Gaasesteg og det store, velsignede Juletræ!« — og hun strøg i Hast den hele Rest Svovlstikker, der var i Bundtet, hun vilde ret holde paa Mormor; og Svovlstikkerne lyste med en saadan Glans, at det var klarere end ved den lyse Dag. Mormor havde aldrig før været saa smuk, saa stor; hun løftede den lille Pige op paa sin Arm, og de fløj i Glans og Glæde saa højt, saa højt; og der var ingen Kulde, ingen Hunger, ingen Angst, — de vare hos Gud.
Men i Krogen ved Huset sad i den kolde Morgenstund den lille Pige med røde Kinder, med Smil om Munden — død, frosset ihjel den sidste Aften i det gamle Aar. Nytaarsmorgen gik op over det lille Lig, der sad med Svovlstikkerne, hvoraf et Knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig, sagde man; ingen vidste, hvad smukt hun havde set, i hvilken Glans hun med gamle Mormor var gaaet ind til Nytaars Glæde.